Mit liv 

 - i korte træk

 

I børnehaven var jeg det barn med ultimativt flest blå mærker på kroppen. Jeg kravlede i træer og gyngede helt op i himlen. Jeg jonglerede med bogstaver allerede i en ung alder. En besættelse, jeg aldrig voksede mig fra. 

 

 

I folkeskolen nedlagde jeg den ene matematikbog efter den anden. En besættelse, jeg senere voksede mig fra. Jeg lærte, at alle mennesker er forskellige.

 

 

Hos bageren i Karrebæksminde solgte jeg så mange kager, at jeg i dag dårligt kan rumme synet af en romkugle.

Jeg lærte, at mennesker virkelig godt kan lide kage.

 

 

På Herlufsholm Kostskole stod jeg hver morgen bag min stol iført lyseblå skjorte, slips og nederdel og ventede på tilladelse til at sætte mig. Kl. 9:00 skrålede jeg til morgensang i kirken, og kl. 12:00 takkede jeg Gud for frikadeller, kartofler og brun sovs, inden jeg kastede mig over det udsøgte måltid. Jeg lærte, at mennesker måske ikke er så forskellige alligevel.

 

 

Som udvekslingsstuderende i USA fik jeg en tyk sydstatsdialekt og en stor forkærlighed til countrymusik, Beale Street og barbecuesauce. Jeg fik øjnene op for et anderledes samfund, en anden kultur og en ny måde at gøre tingene på. Jeg lærte at respektere forskellighed og acceptere alle uafhængigt af etnicitet, religion og politisk overbevisning.

 

 

På Næstved Gymnasium gik jeg i slidte Converse All Star-sko, spiste vamle leverpostejsmadder til frokost og læste samfundsfag til langt ud på natten for at forstå samtlige demokratitypologier, som min anarkistiske samfundsfagslærer piskede mig igennem.

Jeg lærte, at faglighed og et godt netværk er vejen frem.

 

 

Hos Explorius har jeg forberedt hundredevis af nysgerrige udvekslingselever på at rejse ud i den store verden på egen hånd. Jeg har håndteret forældre af enhver slags, hvilket er en fuldtidsstilling i sig selv. Jeg har rejst, og jeg har oplevet. Jeg har lært, og jeg har begået fejl. Jeg har taget ansvar, og jeg har udviklet mig.

 

På bedste københavnermanér ræser jeg hver morgen mod DMJX i et tempo, der aldrig er oplevet i idylliske Næstved, som jeg kommer fra. Jeg fyldes med ny viden og teori til op over begge ører, og jeg får en masse helt håndgribelige redskaber, der skal gøre mig eminent til at udforme en pressemeddelelse. Jeg nyder hvert sekund og bliver dagligt mindet om Paul Watzlawicks mantra "You cannot not communicate," der belejligt pryder væggene på DMJX. Kommunikation finder sted, om vi er bevidste om det eller ej. Spørgsmålet er, hvordan vi kommunikerer bedst? Jeg gør hver dag et ihærdigt forsøg på at finde et svar.