Jeg løber med fuld fart ned ad den lange gang. Sveden hagler af mig. Min rygsæk og alle pakkenelliker kaster sig fra side til side, og mit hjerte banker stærkere end jeg overhovedet er i stand til at løbe. Hvad der føles som hundrede år senere, når jeg endelig frem til gaten.

 

Som en klichérig, amerikansk film, letter flyet i det enorme vinduesparti i slowmotion for øjnene af mig. Her stod jeg. På mine15 grønne år, alene, i Charlotte-Douglas International Airport.

 

Tårerne trillede ned ad kinderne på mig.

 

I Memphis ventede den familie, jeg skulle bo hos det næste år, og jeg havde ikke den fjerneste anelse om, hvordan jeg nu skulle komme dertil.

 

I dette sekund fik jeg en åbenbaring. Jeg kan komme, hvorhen jeg vil,

når jeg tager ansvar og er kreativ.

 

Jeg fandt min familie.